1.L.: Åb 11,19a; 12,1-6a.10ab – 2.L.: 1 Kor 15,20-26 – Ev.: Luk 1,39-56
Vor velsignede moder Maria er i himlen. Det er det, vi fejrer i dag. Men i århundreder har kirken troet, at dagens fest også handler om os. Det lyder måske mærkeligt, men hvis det virker svært at tro, er det bedste man kan gøre at lytte til ordene i prefationen til den hellige Jomfru Maria himmelfartsmesse. Prefationen er åbningen af den eukaristiske bøn, som er den centrale del af messen.
I dag, i kirker overalt i verden, vil katolikker høre deres præster bede disse ord:
I dag er Jomfru Maria, den hellige Gudsmoder, optaget i Himlen. For din Kirke, som skal fuldendes i evigheden, er hun begyndelsen og billede, og for dit folk på vandring er hun tegnet på det sikre håb og trøstens kilde.
Hun er begyndelsen til, at Kirken kommer til fuldkommenhed. Med andre ord, vi tror, at der, hvor hun er gået, kan vi følge efter med Guds nåde.
Paulus sagde noget meget lignende til det kristne samfund i Korinth:
For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst de, som hører Kristus til.
Problemet er, at vi stakkels mennesker ikke vil tænke på at dø, men den katolske tradition opfordrer os til at være forberedte på døden. I missalet, messebogen, som præsten bruger, er der endda en “Messe for en lykkelig død”; jeg opdagede, at præsterne, brødrene og søstrene i salesianerordenen tilbyder den messe en gang om måneden i deres huse.
Når en, du kender, bliver alvorligt syg, er det en god katolsk skik at bede præsten om at give hende eller ham den syges sakramente eller syges salvelse. Præsten salver en persons pande og hænder med den hellige olie; de bønner, han siger, handler udelukkende om helbredelse, og meget ofte bliver folk raske. Det sidste sakramente, en katolik bør modtage, er den hellige kommunion, men det har et særligt navn: Viaticum, et latinsk ord, der betyder “mad til rejsen”. Når vi bliver døbt, starter vi en lange rejse til Gud, og mod slutningen af rejsen tilbyder Kirken os mad, åndelig næring.
Desværre overlader de fleste familier disse ting til det sidste mulige øjeblik, men det fratager virkelig en syg eller døende katolik de sakramenter, vi alle har brug for, hvis vi skal være klar til at møde Gud. Da Jesus stod op fra de døde, var sætningen, som han sagde til sine discipel ofter end noget andet, “vær ikke bange”; dagens fest sige det samme til os alle: “vær ikke bange til at dø”. Hvis vores tro er stærk, skal vi ikke være bange, men mange af os er bange for at dø. Normalt er vi bange, når vi indser, at en, vi elsker, vil dø og forlade os. Jeg har været præst i seksogfyrre år nu, og en ting, der er blevet tydeligere for mig, er at de syges sakramente virkelig hjælper mennesker. Den tilgiver deres synder, den helbreder dem åndeligt, og nogle gange hjælper den dem endda med at komme sig fra sygdom. Tænk på, hvad jeg har sagt her til morgen. Det kommer fra mit hjerte, og jeg tror, det er det vigtigste, jeg har sagt til jer, mens jeg har været her hos jer i Mariukirkjan. Vær ikke bange! Se på vor velsignede moder i himlen. Vær ikke bange!
P. Peter