1. læsning: 2 Mos 19,2-6. 2. læsn.: Rom 5, 6-11. Ev.: Matt 9,36 – 10,8
Et ord vi hører meget ofte i evangelierne er “disciple”; i morges hørte vi, at Jesus udvalgte tolv af sine disciple og gjorde dem til “apostle”. En “discipel” er en elev; en apostel er en, der er udsendt med en mission, som den Jesus gav de tolv apostle i dagens historie. Det er vigtigt at huske, at han bad apostlene om at helbrede de syge, om at oprejse de døde, at rense de spedalske og om at uddrive djævle. Han bad ikke alle sine disciple om at gøre disse ting: kun apostlene.
Jesus er en lærer: mange af de passager fra evangelierne, som vi hører til messen, er hans lektioner. Han lærte sine disciple mange ting, og bagefter huskede de disse lektioner og skrev dem ned i evangelierne, så verden aldrig skulle glemme, hvad han lærte. Hvis du og jeg ønsker at være Jesu disciple, skal vi være villige til at lære af vores lærer. Han gav os en advarsel, da han sagde, at en discipel aldrig kan være større end læreren. Men det er også en opmuntring, fordi det betyder, at han ikke forventer, at vi ved så meget, som han ved, og han ved, at vi ikke er i stand til at vide alt om ham eller forstå alt, hvad han siger.
Vi har sikkert haft meget forskellige oplevelser, da vi lærte om vores tro. Nogle af os var heldige og gik i katolske skoler. Nogle af os har været i stand til at lytte til gode lærer og gode prædikanter. Den person, der lærte mig mest om Gud og min tro, var ikke en lærer i en skole, og hun var ikke en prædikant i en kirke. Jeg boede i hendes hus. Hun var min mormor, som var vokset op som medlem af de anglikanske kirke i England. Hendes familie fornægtede hende, da hun fortalte dem at hun skulle giftes med en irsk katolik; i de dage betød det, at hun skulle blive katolik, så hun rejste hjemmefra og boede hos en katolsk familie. Hun havde en stor gave: hun var i stand til at fortælle mig om, hvordan Gud var til stede i hendes liv. Hun havde åbenbart et meget tæt forhold til Gud, og hun brugte timer på at beder hver dag. Det var hende, der fortalte mig, hvem Gud er; det var hende, der lærte mig, hvordan jeg skulle leve som katolik; det var hende, der tog mig med til messe om søndagen. Gud velsignede mig også ved at give mig nogle vidunderlige katolske lærer i vores sogneskoler. Gud velsignede også vores sogn med præster, som virkelig prøvede at hjælpe os til at kenne Gud bedre og tilbede ham i de smukke ceremonier, vi havde i kirken. Senere velsignede Gud mig med fremragende lærere på universitetet, hvor jeg studerede i Rom i ti år. Jeg beder ofte for alle de mennesker, der har delt deres tro med mig. Hvem lærte dig om Gud? Hvem har hjulpet dig til at tilbede Gud og leve det liv, Gud ønsker, du skal leve? Det er godt at tænke på disse mennesker fra tid til anden og takke Gud for dem.
Jeg er klar over, at jeg er blevet velsignet med gode lærere, og den bedste lærer, jeg har, er Jesus selv, hvis lære jeg hører igen og igen, når vi lytter til evangeliet, og når jeg læser det, når jeg er alene. Der er så meget, vi kan lære om Gud, og vi holder aldrig op med at lære. Der er altid mere at lære. Nogle mennesker taler med stor selvtillid om Gud; de giver indtryk af, at de virkelig kender Gud. Men de er ikke altid helt overbevisende. Ved de virkelig alt om Gud? Sankt Augustin sagde noget, som jeg synes, vi bør huske. På latin lyder det således: Si comprehendis, non est Deus. Det betyder: Hvis du forstår, er det ikke Gud. Han var en stor discipel af Jesus, en som var meget villig til at blive undervist af ham. Men hvad han mente var, at Gud i sidste ende er et mysterium. Det er ting, vi aldrig rigtig vil forstå om Gud.Vi behøver ikke at forstå alt om Gud, så det er godt at lytte mere til Gud og sige mindre om Gud. En schweizisk teolog, der døde en dag eller to, før han skulle være blevet kardinal, skrev, at en del af Gud altid vil være skjult for os. For at forklare, hvad han mente, brugte han eksemplet med to mennesker, der elsker hinanden. Han sagde, at når vi elsker nogen, skal vi respektere denne persons frihed. Hvis vi siger, at vi elsker en person, bør vi ikke stille for mange spørgsmål. At sondere en anden persons dybder beviser, at vi ikke elsker dem; vi ønsker at besidde dem. At virkelig elske mennesker betyder at lade dem fortælle os om sig selv – så meget de vil, hvordan de vil, når de vil: ikke når vi kræver at vide det. Det samme gælder for Gud: Lad Gud åbenbare for dig, så meget som han ønsker, du skal vide, hvordan han ønsker at du skal vide det, og hvornår han vælger at åbenbare det. At stille for mange spørgsmål ødelægger forholdet – med en anden person eller med Gud. Vær en god discipel og vær klar til at lære om Gud – men pres ikke for hårdt. Lad Gud åbenbare sig selv, som han vil, når han vil.
P. Peter