1. læsning: ApG 2,1-11 ; 2. læsning: 1 Kor 12,3b-7.12-13 ; Evangelium: Joh 20,19-23
“Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet” [“tá ið nú hvítusunnudagurin var komin, vóru teir allir saman komnir á einum staði”]. Men hvem var i den rum den dag? Da Jesus steg op til Faderen i himlen, gik apostlene tilbage fra Oliebjerget til Jerusalem: det er ikke særlig langt, “kun en sabbatsvej derfra”. Lukas fortæller, at de gik til den øvre sal, hvor de havde spist den sidste nadver med Jesus. Han nævner de elleve apostle, der blev tilbage efter Judas begik selvmord; han siger, at Maria og Jesu brødre også var der. Andre sluttede sig til dem, for Lukas siger, at der var omkring hundrede og tyve menneske i rummet, og de valgte Matthias til at tage Judas’ plads. Dette var de første kristne samfund, og de var disse mennesker, der var mødtes i ét rum på pinsedagen.
Lukas fortæller os disse ting i Apostlenes Gerninger. Det er ikke overraskende, at han nævnte Maria, Jesu Moder, for Lukasevangeliet er det, det fortæller os mest om hende. Lukas respekterede tydeligvis Maria, og en af de ældste legender i kristen historie fortæller os, at Sankt Johannes tog hende i sit hjem. Lige før han døde, havde Jesus jo sagt til sin mor og apostlen Johannes, at de skulle passe på hinanden efter hans død. Maria var i hjertet af det første kristne samfund, og hun var der, da noget som ildtunger faldt ned over dem, og “da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige”. Der må have været en fantastisk atmosfære i Jerusalem den dag, da alle pilgrimme hørte de kristne tale til dem “om Guds storværker” på deres eget sprog.
Jeg vil foreslå, at vi kan gøre to af de ting, det første kristne samfund gjorde den dag, de modtog Helligånden.
Den første ting er at være opmærksom på, at Guds Moder er i hjertet af vores samfund, når vi beder. I har sikkert lagt mærke til, at vi om søndagen, i slutningen af bønnerne efter trosbekendelsen, beder til Maria med englen Gabriels ord: “Hil dig, Maria, fuld af nåde! Herren er med dig!” [“Heil veri tú, Maria, full av náði! Harrin er við tær!”] Dette er ikke en del af vejledningen til at fejre messen, men det er en skik, der udviklede sig for omkring halvtreds år siden blandt katolikker i England. Folk vidste, at Maria var der sammen med apostlene og de andre i den øvre sal, og de beder til, at hun altid vil være hos os, når vi samles for at bede som et fælleskab.
Den anden ting er at føle sig fri til at tale til Gud på vores eget sprog. Vores sogn omfatter mennesker fra mange dele af verden, og vi lærte alle at bede på vores forskellige modersmål. I historien om Babelstårnet fortæller Bibelen os, at vi ikke kan forstå hinandens sprog, fordi det er en straf for vores synder, men på pinsedagen blev det muligt at forstå det, vi aldrig kunne forstå. Det fortæller os også, at det er helt normalt for katolikker at gøre ting lidt anderledes i forskellige dele af verden. Vi behøver ikke alle at gøre præcis det samme ting eller udtrykke os på samme måde. I er fri at bede Fadervor, som du lærte den – på polsk eller tagalog eller Cebuano eller tamil eller spansk eller færøsk eller dansk: på et hvilket som helst sprog. Gud vil forstå os alle, og sprogets lyde er et veltalende tegn på, at vores kirke er universel. Det Gud hører, når vi beder Fadervor på forskellige sprog, er ikke en kakofoni, men polyfoni, harmoni. Måske kan vi lære at genkende enhed i forskellige stemmer.
P. Peter