1. læsning: Dan 7,9-10.13-14 – 2. læsning: 2 Pet 1,16-19 – Evangelium: Matt 17,1-9
Når vi hører om noget, der skete langt væk, for længe siden, er det virkelig nyttigt at høre, hvad der skete fra en, der var der, en, der var vidne til, hvad der skete. Begivenheden virker mere virkelig, nå et øjenvidne fortæller os om det. Dagens evangelium taler om noget usædvanligt og spektakulært, der skete, da Jesus tog tre af sine apostle – Peter, Jakob og Johannes – op på et bjerg “hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset”. På det bjerg så dette apostle på, mens Jesus talte med Moses og Elias. Peter var fascineret, og han gjorde noget, som vi alle kan forstå. Han ønskede, at denne fantastiske oplevelse ikke skulle slutte, men fortsætte, og derfor foreslog han at rejse tre telte, et til Jesus, et til Moses og et til Elias.
Vi hører denne historie fra evangeliet hvert år, anden søndag i fasten. Det skyldes, at Kirken traditionelt har troet, at Gud tillod de tre apostle at forstå, at Jesus virkelig var den, de skulle følge. De vidste ikke, at de ikke længe efter ville se ham blive stillet for retten, ydmyget, dømt til døden og henrettet. Gud vidste, at de ville have brug for en stærk tro, og det, der skete på bjerget, viste dem, at Jesus var tæt forenet med Moses og Elias, som repræsenterede loven og profeterne, hjertet i deres jødiske tro. Kristi forvandling var en kraftfuld gestus af guddommelig barmhjertighed.
En af disse tre apostlene taler til os i anden læsningen i dag. Peter siger, at da apostlene havde fortalt Jesu tilhængere alt om ham, gentog de ikke “udspekulerede fabler”. Hvorfor var er i stand til at sige dette? “Vi havde med egne øjne set Jesu majestæt…, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg”. Peter var øjenvidne til, hvad der skete den dag. “Så meget mere fast star profeternes tale” for han, for Jakob og for Johannes. Derfor er han i stand til at fortælle os, at vi kan stole på, hvad Gud åbenbarede gennem profeterne, og dette beder han os “at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op” i vores hjerter.
Hvis nogen andre havde sagt dette, ville vi nok lytte og prøve at forstå meningen med det, de sagde. Men når vi lytter til Peter, lytter vi til et øjenvidne, som var dog svagt, men som alligevel forblev trofast på trods af de chokerende ting, der skete med Jesus. På bjerget gav Gud de tre apostle troens gave, som var solid som en klippe. Det er højst usandsynligt, at vi vil opleve noget lignende, hvad Peter, Jakob og Johannes så der, men vi kan være taknemmelige for, at de fortalte folk, hvad de havde set, og så senere inkluderede samfundet historien i evangelierne.
I vores liv kan der ske mange ting, som får os til at sætte spørgsmålstegn ved vores tro eller endda tvivle på Guds ord. Mange mennesker er vidne til eller oplever så forfærdelige ting, at de ikke længere kan tro på Gud. Jeg ville aldrig kritisere dem, for jeg oplever også modløshed. Noget, der hjælper mig til at forblive trofast, er det faktum, at for to tusinde år siden gav folk, der kendte Jesus og så, hvad han gjorde, og hvad der skete med ham, alt, hvad de vidste om ham til andre mennesker – de ting, vi opdager, når vi læser evangeliet eller når vi hører det under messen. Jeg kan stoler på de øjenvidner. Vi kan alle stole på dem. Det, som Kirken, de troendes fælleskab, har givet os, leder os gennem de mørke tider i vores liv, indtil daggryet kommer, og morgenstjernen stiger op i vores sind.
P. Peter