Vi startede fasten askeonsdag med en meget velbesøgt messe og uddeling af aske. Hvis du ikke kunne være der, kan du også modtage aske i slutningen af denne messe. Under messen mindede jeg folk om, at Kirken forventer, at vi gør tre ting i denne hellige sæson. Det første og vigtigste er bøn. Vi beder selvfølgelig hele året rundt, men fastetiden er en tid, hvor vi virkelig kan prøve at være tæt på Jesus ved at lytte nøje til evangeliet eller endda læse det derhjemme. Vi kan lære af, hvad han sagde, og hvad han gjorde, og gøre vores bedste for gradvist at blive mere og mere som ham. Den anden ting, Kirken forventer, at vi gør, er at faste. Faste fra mad er anderledes end slankekure, for når vi følger en diæt, fokuserer vi på os selv. Vi vil måske gerne tabe os eller føle os sundere – begge gode ting, men i begge tilfælde er fokus på os. Fasten i fastetiden skulle hjælpe os med at fokusere på andre mennesker og deres behov. I mange lande opfordrer Caritas os til at fejre en fredag i fastetiden, hvor vi bevidst spiser mindre, enten alene eller som familie. Ved at gøre dette vil vi selvfølgelig spare nogle penge, og Caritas beder os om at give de penge til en bestemt sag. Det er den tredje ting, Kirken forventer af os i fastetiden – almisse. Det betyder at lade os røre af de svære situationer, som andre mennesker lever i. I fasten i år beder Caritas Danmark os om at bidrage til sundhedsuddanelse af unge piger i Uganda. Der vil være en måde for os alle at yde et bidrag i de kommende uger.
Det er ikke meningen, at fasten skal være en tid, hvor vi fokuserer på os selv. Der er ingen tvivl om, at mange af bønnerne beder os at ændre vores adfærd, men hele pointen med fastetiden er, at det skal være en tid, der forbereder os til at fejre noget vidunderligt – det faktum, at Jesus Kristus sejrede døden. De fleste mennesker i vore dage er bange for at tale eller tanke på døden, og i mange såkaldte moderne og civiliserede kulturer opfører man sig dybest set, som om der ikke fandtes død. På hospitalet, hvor jeg arbejdede i England, var det for eksempel ikke meningen, at jeg skulle sige ordene ‘dø’ eller ‘død’. Vi skulle sige, at en person ‘går væk’, men vi skulle aldrig nævne, hvor de var blevet af. Moderne kultur forsøger at tilbyde os en bedøvelse, så vi ikke indrømmer, at vores liv her på jorden får en naturlig ende.
Fr. Peter Fleetwood
Les restina av hugleiðingunum hjá Fr. Peter (á enskum): HIGAR