Når vi modtager Vor Herre Jesus Kristus i den hellige kommunion, siger præsten eller diakonen “Kristi legeme”, eller “Likam Krists”. Vi svarer “Amen”; det er vores måde at sige: “Ja. Jeg tror det” eller: “Jeg tror virkelig, at jeg nu modtager Jesus Kristus. Han vil nu være en del af mig, en del af mit liv”. Det er godt at huske første gang det skete, som var den sidste nadver, det måltid Jesus delte med sine apostle og nogle andre mennesker om aftenen dagen før han døde på korset. Han lovede dem, at hver gang de gentog, hvad han gjorde den aften, ville han være til stede. Paulus beskrev, hvad der skete i sit første brev til de kristne i Korinth, og vi bruger hans ord, hver gang vi fejrer messe.
Alle os, som modtager Kristi Legeme, er blevet døbt; vi er medlemmer af Kirken, som også kaldes Kristi Legeme. Når vi modtager Jesus i Messen, modtager vi åndelig næring, mad som vil gøre os stærke, sunde tilhængere af Kristus. Jesus styrker os; i den hellige Kommunion giver han os den åndelige styrke, vi har brug for. Vi er medlemmer af hans legeme, Kirken; Han er Hovedet. I åbningsbønnen ved messen i dag sagde vi: “vi, hans legeme, er kaldet til håbet om den herlighed, som han, vort hoved, er gået ind til”. Den færøske oversættelse siger ikke helt det samme: “hagar sum Hann, høvur okkara, er náddur, hava vit sjálv vón um at náa”. Men alligevel er det klart, at det i dag er tænkt som en dag, hvor Kristi Legeme – det er os alle – kan fokusere på at følge Jesus, Legemets Hoved, for at være sammen med Gud i himlen. Det er målet for vores liv som kristne. Dagens fest minder os om, hvor vi håber, vi vil komme hen i det næste liv.
I mellemtiden har Jesus efterladt sine tilhængere en opgave: “gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Den opgave er overdraget til os – det er meningen med ordet “tradition”, “at give noget videre”. Så det mest traditionelle, vi kan gøre, er at fortælle verden om Jesus Kristus, og hvorfor han er vigtig for os og for alle. Men det vigtigste er, at Jesus lovede ikke at forlade os. Selvom han er steget op til Faderen, vil han på en eller anden måde stadig være hos os: “Vid, at jeg altid er med jer; ja, til tidens ende”.
P. Peter