Krist Konges Fest, 20. november
1. læsning; 2. Samuels bog 5,1-3; 2. læsning: Jol 1,12-20; Ev Luk 23, 35-43
Hvert femogtyve år fejrer den katolske kirke et helligt år. Der er nogle gange også særlige hellige år, men det næste almindelige hellige år er i to tusinde og femogtyve. Ved afslutningen af det hellige år i nitten og femogtyve føjede pave Pius den ellevte til Kirkens kalender festen for Vor Herre Jesu Kristi Konge. I nitten og niogtres omdøbte pave Paul den sjette den til Vor Herre Jesu Kristi, Universets Konges højtid. Pave Pius var rædselsslagen over, at “flertallet af mennesker havde skubbet Jesus Kristus og hans hellige love ud af deres liv; at disse ikke havde nogen plads hverken i private anliggender eller i politik”. Han mente, at “så længe individer og stater nægtede at underkaste sig vor Frelsers styre, ville der ikke være nogen virkelig håbefuld udsigt til en varig fred mellem nationer”. Han fandt håb i, at mange vendte tilbage til den kristne religions praksis. Men på samme tid blev troende forfulgt i forskellige dele af verden, i Sovjetunionen og i Mexico, hvor et særligt ondskabsfuldt anti-katolsk forfatning var blevet vedtaget i nitten hundrede og sytten.
Pave Pius ønskede ikke, at kristne skulle overmande regeringen i noget land. Han mente, at den nye fest ville tilskynde herskere til at acceptere “at de regerer, ikke af deres egen ret, men efter mandat fra den guddommelige konge og i hans sted”. Han var overbevist om, at herskere, der anerkendte Kristi Kongens autoritet, ville “udøve deres autoritet fromt og klog og… lave love og administrere dem under hensyntagen til almenvellet og deres undersåtters menneskelige værdighed”. Han mente, at folk overalt ville “se i deres konge eller i deres herskere mennesker som dem selv, måske uværdige eller åbne for kritik”, men at når jordiske herskere afspejlede Kristi autoritet, han som er Gud og menneske, ville der være fred og harmoni. Han håbede også, at hvis alle anerkendte Kristus som deres konge, ville mange konflikter kunne blive forhindret, eller deres bitterhed kunne mindskes. Han håbede, at en fest, der fejrer Kristus som vores konge hvert år, ville hjælpe mennesker over hele verden til at udvikle en bevidsthed om enhver persons værdighed. Vi tror måske, at pave Pius var for optimistisk. I menneskelig forstand kunne det være sandt, men jeg er taknemmelig for, at vi hvert år bliver mindet om, at over enhver jordisk hersker er en himmelsk, Vor Herre Jesus Kristus.
Vi har ikke en færøsk oversættelse af præfationen til dagens messe, men sådan beskriver den Vor Herre Jesu Kristi kongerige: det er “et evigt og altomfattende rige, et sandhedens og livets rige, et hellighedens og nådens rige, et rige af retfærdighed, kærlighed og fred”. Det er slet ikke som andre kongeriger, der måler deres succes efter rigdom og militær styrke.
Fr. Peter Fleetwood
The Homily is available here in English.