Søndagsprædiken, 13. nov

14.11. 2022 | Tíðindi

 

Mariukirkjan Laterankirkens Indvielse

1. læsning: Ez 47,1-2.8-9.12,  2. læsning: 1 Kor 3,9b-11.16-17,   Evangelium: Joh 2,13-22

Katedralen i byen Rom er en basilika dedikeret til Johannes Døberen. Det
er på Lateranhøjen, en av de syv høje, som Rom er bygget på, så det kaldes
Laterankirken eller Sankt Johannes Lateran. I dag fejrer vi mindet om
Laterankirkens indvielse, som fand sted for omkring et tusind, syv
hundrede år siden. En inskription på forsiden af basilikaen siger, at den er:
omnium urbis et orbis ecclesiarum mater et caput, “moderen og overhovedet
for alle kirker i Rom og i verden”. Paverne boede i en palads ved siden af
basilikaen, længe før de flyttede til Vatikanet, hvor de bor i dag. Selvom
paven ikke længere bor der, er Laterankirken stadig Roms stifts katedral,
pavens katedral.

De læsninger, vi har hørt i dag, bliver ofte brugt, når folk husker indvielsen
af katedralen, hvor de bor, fordi de fortæller os nogle vigtige ting om,
hvordan kirker kan påvirke områderne omkring dem. Den første læsning
beskriver vandet, der strømmer ud af det jødiske tempel i Jerusalem.
Vandet kommer fra en hellig bygning, og det bringer sundhed og liv, hvor
end det kommer. Anden læsning er en påmindelse om, at du og jeg er
“Guds bygning”; vi er alle Guds tempel; Guds Ånd bor iblandt os. I
evangeliet forudsiger Jesus ødelæggelsen af templet i Jerusalem, som skete
omkring 35 år efter, at han døde. Men han advarer også sine tilhængere
om, at hans eget legeme ville blive ødelagt, selvom ingen rigtig forstod,
hvad han havde sagt, før han var opstået fra de døde den første
påskesøndag.

P. Peter Fleetwood

You may read the extended Homily in English here: 221113 Mariukirkjan Lateran

 

 

Share This