KATÓLSKA KIRKJAN, Tórshavn, Føroyar  (Faroe Islands)

FØROYSKT · ENGLISH
Vitja kirkjuna  · Tiltøk  · Tíðindi  · Ljósmyndir  · 75 ár í Føroyum  · Franciskanasystrar  · Trúgv  · Bøn

Trúgv

Katólska kirkjan
Messan
Tilbiðjan

 

 

KOM, LAD OS TILBEDE HAM

 


Sidste søndag i måneden er der tilbedelse af det hellige Sakramente i Mariukirkjan kl. 15-18 efterfulgt af vesper på færøsk. Da vismændene kom til Bethlehem efter Jesu fødsel ledt af stjernen, faldt de ned, da de så barnet hos dets mor Maria, og tilbad det. Hver gang vi i Bibelen hører om et menneske, der møder Gud, får vi at vide, at dette menneske falder på sit ansigt og tilbeder Gud. At tilbede er det troende menneskes reaktion i mødet med den almægtige Gud.

 

En gang for mange år siden fortalte en mor mig, at hun var kommet ind i en katolsk kirke med sin 7-8 årige søn. De gik hen til alterskabet, hvor Jesu hellige legeme under det indviede brøds skikkelse opbevares. Drengen kastede sig spontant ned foran det hellige Sakramente. Moderen blev genert og så sig omkring, om der var nogle, der havde set det. Jeg spurgte hende: “Hvad følte du?” Hun: “Jeg havde lyst til at gøre det samme, men turde ikke!”.

 

Jesus viser os den store kærlighed at tage bolig midt iblandt os under brødets skikkelse, som opbevares i tabernaklet i de katolske kirker: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matt 28,20).

 

 

 

"Og sí, eg eri við tykkum allar dagar alt til veraldar enda"

(Matt. 28; 20)

 

 

Hvorfor er Jesus nærværende i vore katolske kirker på denne måde? For at drage alle til sig på en meget “jordnær” måde. Der er et sted, hvor vi kan gå hen for at møde Jesus i dag. Kirken er hans bolig, ikke blot, når vi samles til messe eller gudstjeneste, men hele tiden. Kirken er et helligt sted, fordi det er Guds hus på jorden.


Vi katolikker tror af hele vort hjerte, at brødet og vinen under messen forvandles til Jesu eget legeme og blod. Brødet er derfor tegnet på Jesu virkelige nærvær også efter messen. Troen på Jesu sakramentale og virkelige nærvær har været dybt forankret i katolikkernes hjerter i århundreder og har ført til, at vi ikke blot samles omkring Ham i messen, men også holder tilbedelse foran det udstillede Sakramente eller privat søger Ham i kirken for at holde vores personlige andagt foran tabernaklet.


Der fortælles om en præst, der engang kom ind i sin landsbykirke og så en gammel mand sidde ganske stille foran alteret med tabernaklet. Præsten havde lagt mærke til ham før. Han spurgte ham: “Hvad gør du?” Han svarede: “Jeg ser på Ham og Han på mig, og så glæder vi os”. Det er tro!

 

 

 

"Eg eri hitt livandi breyðið, sum kom niður av himni;

um nakar etur av hesum breyði, skal hann liva allar ævir;

og breyðið, sum eg skal geva, er hold mítt, sum eg skal geva heiminum til lívs"

(Jóh. 6,51)


 

Den individuelle og den fælles tilbedelse af Sakramentet er en slags forlængelse af messen. Det er, som om vi aldrig kan blive færdige med at være sammen med Jesus, som vi møder under messen.


Ligesom det er Jesus selv (og ikke præsten), der indbyder os til at komme til messe og være med ved sit bord, således er det også Ham, der indbyder os til at aflægge Ham et besøg i kirken i dagens eller ugens løb.

 

Den månedlige tilbedelse i vores kirke er en indbydelse fra Herren til at være sammen med ham for at modtage hans kærlighed og for at tilbede Ham som vores Gud. Kom derfor så ofte som muligt, selvom det kun er en del af tiden. Også ikke-katolikker er velkomne!


Det er Kirkens urgamle tradition, at hver dag afsluttes med vesper, som er den liturgiske aftengudstjeneste. I klostrene bedes den dagligt, men også i mange sognekirker bedes den f.eks. om søndagen, ligesom der også er en del lægfolk, der beder den privat og således forener sig med hele Kirken i den daglige lovprisning af den treenige Gud. Derfor afslutter vi tilbedelsen med vesper, så at også vor menighed kan være med i dette verdensomspændende gudstjenestefællesskab.


Lars Messerschmidt